Et eventyr om at genvinde kreativiteten

Der var engang en kreativ pige. Hun tegnede, malede og syede på livet løs. Hendes hoved var fyldt med kreative ideer, og hun kunne næsten ikke stoppe sine mange kreative projekter. Hendes forældre var stolte af hende, gav hende opmuntring til sine mange ideer, og elskede at se hende gå på opdagelse den kreative verden. Men som hun voksede op, kom hun til at spejle sig i de mennesker hun var omkring, og trangen til at vise hvad hun duede til i en mere performanceinspireret verden. En ganske naturlig ting, men for hver dag der gik, forsvandt en smule af kreativiteten, som ellers boede i hende. Hun blev voksen og levede lykkeligt, for hun havde vundet prinsen og det halve kongerige. Men hun havde hele tiden en vished om, at noget i hendes liv ikke var helt som det skulle være. Hun klarede sig godt, og hvor end hun kom forbi, præsterede hun godt. Vejen foran hende blev dog med tiden, brolagt med flere og flere forhindringer og hendes værdier blev hele tiden forputtet. Så en dag, da livet var allermest hårdt, og hun følte sig ensom og alene, fandt hun sine skønne tegninger fra barndommen frem. I dem kunne hun pludselig se hvor langt væk, hun var kommet fra sig selv. Hun besluttede sig derfor for at forlade jobbet med guldmønterne, og fandt tilbage til den eventyrlige verden, hun omfavnede som barn. Hun genfandt den flyvende kuffert og rejste, atter på eventyr og mærkede kreativitetens og frihedens vingesus. Hun fandt alle sine gamle håndværk frem, og levede lykkeligt til sine dages ende.